lørdag den 29. oktober 2011

Første strejf af julestemning ...

Ja ... jeg har haft en rar og fredelig lørdag, stille og rolig. Lagde ud med at få ryddet op og støvsuget (det var voldsomt tiltrængt, og så bagte jeg boller til weekenden, og besluttede mig for at det meget tågede vejr betød at man godt kunne tænde levende lys midt på dagen .. bare lige en enkelt lanterne, hvor jeg sad.

Jeg skruede op for noget klassisk musik, lavede en kop te og satte mig ved computeren med en bunke månedsopgaver fra min 5. klasse. Det er et stort arbejde at skrive respons til hver enkelt elev men det er også hyggeligt og al tiden værd, for det betyder meget for eleverne at få en god respons tilbage .. og samtidig skriver de nogle flotte opgaver, så det er alt i alt en win-win-ting :-)

Men - LIGE PLUDSELIG - der, midt i levende lys og månedsopgaver var der en tone i den klassiske musik, der mindede om et eller andet OG SÅ KOM JEG I JULESTEMNING .. Lige der, midt i det hele, en tåget dag sidst i oktober !!

Det er jo alt alt for tidligt ... og alligevel kunne jeg ikke modstå at finde min yndlings julesanger Stig Rossen frem og høre rigtige julesange .. og da jeg lige var i Brugsen hoppede der en æske klejner i vognen .. jeg skulle ellers kun have kattemad .. men .. Så nu sidder jeg her og nynner med på "Nu tændes tusind julelys" og spiser klejner ... det er superhyggeligt .. og så er der vel ikke noget galt i det :-)





torsdag den 20. oktober 2011

Efterårsferie-opdatering

Ih, hvor er det på sin plads med en opdatering ... Nu har den stået på "vådt vejr og tristhed" i månedsvis .. Ikke i mit liv, heldigvis, men som øverste indlæg på bloggen .. Det er jo ganske uacceptabelt .. :-)

Og hvad skal jeg så skrive? Jo, jeg har som sagt efterårsferie, og ferie er jo altid skønt, også selv om man har verdens bedste arbejde !!

Jeg har brugt ferien på at rydde op ! Og på at smide ud! Med andre ord - rydde op i mit liv. Der er smidt en masse ting ud, og mit hjem er blevet vældig fint, synes jeg selv -- jeg har hamster-gen og samler-mani, så jeg har en tendens til at få skrabet alverdens skrammel til mig. Samtidig har jeg to forældre som lider af samme problemer, og derfor får jeg også tit hjælp af dem til at skrabe skrammel til mig. Jeg øver mig dog MEGET i at sige "Hvor er det fint, men nej tak" med mindre det virkelig er guld der bliver fremvist.

I dag har der også været fotograf til at tage nye billeder af huset. Vi har nemlig skiftet ejendomsmægler til Danbolig i Slagelse. Nu har huset stået til salg i ½ år hos Nybolig uden den store succes, og så må man jo prøve noget nyt. Jeg glæder mig meget til at se billederne, fotografen var rigtig flink og virkede meget kompetent.

Her kommer nogle af mine egne billeder af huset.
 
 Mit hyggehjørne, som jeg lavede i sommers. Jeg er ret stolt af det. Billederne på væggen er dels citater og dels billeder af folk, der har en betydning i mit liv.

















 Et par stemningsbilleder








 Min stue. Der er ryddet op i rumddeleren, som tidligere var et voldsomt rod. Nu ser den faktisk meget godt ud :-)

















Et flot, gammelt skab som jeg har fået af min far og mor. Her er min samling af tekander og flotte tekopper. Jeg samler bl.a. på Redoute Rose af  Roy Kirkham, og andet i porcelæn i romantisk stil og så har jeg nogle fine kopper med katte.

 Hele hjørnet. Der er kommet nye, lyse gardiner - tidligere var der sådan nogle skrækkelige orange-mønstrede nogle, som har hængt der altid. Ved ikke lige, hvorfor jeg ikke har skiftet dem ud for længst .. ??

Det lille skab er et loppefund som jeg er rigtig glad for.


Og over skabet hænger et billede, som jeg også er helt vild med. Det er med Aristocats og det er dateret 1970. Det er også et loppefund, købt samtidig med skabet.











 Katten Trunte prøver at sidde lige så stille som statuen. Det lykkes meget godt. Hun nyder også solen.












Og så nåede vi til soveværelset. Her er mit gamle skrivebord, som nu bliver brugt som en slags sminkebord - men eftersom jeg ikke bruger sminke - og hvis jeg gjorde, ihvertfald ikke ville sidde med det i soveværelset, så er det mere sådan en slags "fine ting"-bord. Der ligger bl.a. et set med spejl og børste i sølv (som jeg har fået af min mor), og så står der perfumer og billeder af min familie.




 Her er Truntes søster Xenobia.


Og her, nedenunder, er udsigten fra mit soveværelse. Det er verdens smukkeste udsigt - og lige nu er verdens smukkeste årstid.

Dette er uden tvivl det, jeg kommer til at savne allermest når huset engang bliver solgt. Solopgangen heroppe er bare fantastisk !! <3

lørdag den 23. juli 2011

Våd post og tristhed ...

Ja, det har bare været en af DE dage ... Vejret er trist, jeg er trist, hele historien fra Norge er til at blive trist af og det hele er bare trist med trist på.

Uden øvrig sammenligning, så var det her, hvad der lå i min postkasse i formiddags - våd post !!




Jeg har ellers fået lavet en del i dag. Jeg har malet to stole sidste gang - de står og tørrer - og så fandt jeg en skammel, som jeg tænkte, også skulle have hvide ben, så det er den i gang med et få. Den var i mørkt træ - jeg glemte at ta' et før-billede ... men lige nu ser den sådan her ud. Når den er færdig, skal den betrækkes med enten stof magen til mine køkkenstole, eller også det matchende, blomstrede stof jeg købte samtidig - og som jeg har planer om at sy sofapuder af. Skamlen skal stå sammen med min store lænestol i mit kommende "læse-hjørne" ... ja, planer er der nok af :-)


Det stribede stof er på mine køkkenstole - det blomstrede ligger og venter på rette projekt - måske skamlen?
Jeg har også fået læst og hørt en masse af Da Vinci Mysteriet - jeg mangler kun små 100 sider, så hvis jeg tar' mig lidt sammen, ka' jeg måske blive færdig i dag? Selv om det har været interessant at genlæse den med den illustrerede udgave, så var det alligevel ikke helt det samme som at læse den første gang. Det regnede jeg nu heller ikke med, men jeg synes måske alligevel ikke at genlæsningen har givet så meget nyt ..

Der er hæklet flere firkanter, men der er ikke garn nok til at få tørklædet så stort, som jeg gerne ville have det. Så jeg må forbi Karen Becker i Fuglebjerg - min lokale garn-pusher - og se, hvad hun kan byde på af supplementer.

Nåh ja - Domino ser ud som om, hun synes at dagens sofa-stund har været en fest - hun elsker at ligge i arm :-)

fredag den 22. juli 2011

Regnvejrsdisciplin

Sikke dog et vejr! Regn og rusk og ufattelig koldt af en sommerferiedag! Nå, men jeg besluttede mig for at være lidt disciplineret og lave lidt arbejdsrelateret. Så jeg satte uret til 1 time, og gik i gang med at kigge på årsplanerne til 5.a. Da uret ringede, var jeg så optaget af arbejdet, at jeg ikke kunne lægge det fra mig. Og nu, tre timer efter, har jeg fået planlagt alle årets månedsopgaver. Jeg er lidt stolt af mig selv - ej, faktisk er jeg ret stolt af mig selv. ... men NU gider jeg altså heller ikke mere arbejde i dag.

I går fik jeg læst 100 sider i den illustrerede udgave af DaVinci Mysteriet. Først lyttede jeg, mens jeg fik hæftet ender på nogle firkanter, men så overtog lysten til rent faktisk at LÆSE en bog, og så fortsatte jeg på den gode, gammeldaws måde. Og jo, det går unægtelig noget hurtigere at læse selv, end at høre lydbog. Til gengæld er lydbogen jo fantastisk, hvis man skal arbejde samtidig.

Nu tror jeg, at resten af eftermiddagen skal foregå i sofahjørnet med bog, hækletøj og en lun quilt. Måske varm cacao? Det er da utroligt - man burde jo sidde i haven med en kold Tempt eller bare sodavand med isterninger - og i stedet for sidder man her i sofaen, pakket ind i tæpper og drikker varm cacao? Men på den anden side - det er jo også hyggeligt. Tror, jeg vil tænde et par lys, det er ikke så meget man får gjort det her i sommerperioden, fordi det er så lyst - men i dag er det da oplagt. God stemning :-)

torsdag den 21. juli 2011

Mor og far kom forbi

Ja, efter en ret lang dag i sofaen, fik jeg hørt Genesis færdig, mens jeg fik hæklet en del firkanter, og så meldte mine forældre deres ankomst. Det er altid hyggeligt, de har været en stor støtte efter jeg blev alene med hus og have.

Min mor har altid 1000 ting med, som hun mener, at jeg ikke kan leve uden, men jeg øver mig rigtig meget i at bekæmpe min dårlige samvittighed ved at sige nej, og i stedet for sige "Hvor er det altså fint, men nej tak, jeg har ikke brug for/ plads til det" - for ellers ender jeg med at skulle have gangstier i mine stuer. Men denne gang havde hun været forbi Netto og købt boxhynder til køkkenstolene og en hynde + pude til min bænk på terrassen. Søde mor, det hele var bare så fint :-)

 Min far hjalp med at få rettet hullerne i skabslågerne til, så de nu passer perfekt til glasset, som min tidligere svoger og stadig-gode-ven har skaffet mig. Samtidig gav han lige gode råd om haven og fandt noget maling til min bænk, hvis jeg nu skulle gi' mig i kast med den. Jeg har et værksted fuld af ting og sager, som jeg slet ikke ved noget om endnu - og så er det jo fantastisk med forældre, der ved en masse og deler ud af deres viden.

Nu tror jeg, at aftenen (også) skal bruges i sofaen med hæklenålen. Jeg vil begynde på at genlæse /høre Dan Browns DaVinci Mysteriet. Jeg har lånt den illustrerede udgave, og håber at få lidt kulturelt med ... Jeg var begejstret da jeg læste den første gang for nogle år siden, jeg er spændt på om den "holder" til en 2.gangs læsning?  :-)

Hviledag ?

Pyha, jeg er træt og har vildt ondt i ryggen. I ren Tour de France-stil, tror jeg, at der er dømt hviledag !!

I går fik jeg også lavet rigtig meget, selv om jeg egentlig flere gange bare synes, at jeg lavede ingenting. Men jeg fik faktisk:

- malet skabslågerne 2 gange - tror faktisk at de er færdige nu, det må jeg ud og tjekke.
- vasket Mira
- plantet blomster og lagt sten i mit ene bed (det er her, den ømme ryg stammer fra!)
- støvsuget (eller altså .. fået Roomba til det)
- vasket 3 x vasketøj, hængt ud, taget ind igen og lagt sammen (hov, det er vist ikke lagt på plads?)
- hæklet 6 firkanter på mit tørklæde
- været på biblioteket og hente Da Vinci Mysteriet i illustreret udgave, som bliver næste projekt
- været ude og handle
- nippet visne blomsterhoveder i alle krukkerne på terrassen 

Nu vil jeg gå ud og kigge på mine skabslåger, og så vil jeg sætte mig i sofaen med mine hæklede firkanter og hører Genesis færdig. Mangler vist omkring 3 timer, den er rigtig spændende.

Mine hæklede firkanter, garnet er Noro Flower Bed, og opskriften er fra Hendes Verden  men inspirationen kommer fra Slagt en hellig ko og Strikkedillen.

onsdag den 20. juli 2011

Storvask


Prinsessen er blevet vasket, og selv om hun er noget ynkelig undervejs, når pelsen er helt våd, så bliver hun så smuk når hun har fået rystet det værste vand af (på badeværelset, som bagefter ligner noget der er løgn)

Her sidder hun på terrassen og tørrer. Smukke Mira. Jeg havde store planer om at male en masse i dag, men der er tordenfluer i luften, og jeg kan overhovedet ikke klare de små krible-kraple-kryb. Så nu er jeg trukket indendørs, og overvejer hvad jeg skal bruge dagen på. 

Enten skal jeg bare sætte mig i sofaen med noget hækletøj, mens jeg hører videre på Genesis - men jeg kunne jo også prøve at lave et eller anden mere fornuftigt eller praktisk .. måske gi' mig i kast med køkkenskabene? Eller sortere tøj og smide ud? Eller køre på biblioteket? Eller mine årsplaner lidt opmærksomhed? Ja, der jo ting nok man kunne tage sig til :-)


tirsdag den 19. juli 2011

Ferietid er læsetid

Det er ikke altid jeg får læst så meget som jeg ville ønske, i hverdagene. Og når jeg endelig læser, er det næsten altid børne- og ungdomslitteratur til enten min undervisning eller nye bøger på mit skolebibliotek.

Men nu er det sommerferie - og så bliver der tid til en masse lystlæsning! Meget af det er på lydbog, fordi så kan jeg "læse" mens jeg arbejder med noget kreativt.

I sommerferien har jeg indtil videre læst disse bøger:

Julie af Anne Fortier.

En superspændende og romantisk historie med historisk islæt. Handler om den unge kvinde Julie, der viser sig at nedstamme fra selveste Shakespeares Julie, I ved, hende med Romeo! En bog som jeg slugte på et par dage, mens jeg drømte mig til de små gader i Italien .. En klar anbefaling herfra.








Dette burde skrives i nutid af Helle Helle.

En minimalistisk roman om en ung pige og hendes hverdagsliv i 80'ernes Vestsjælland. Jeg har ikke tidligere læst noget af Helle Helle, og ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om den her roman?

Den blev læst på bænken i haven på blot to timer - men på en eller anden måde fangede den mig. Jeg er dog ikke overbevidst om at det er et forfatterskab jeg skal fordybe mig nærmere i ...






Hildegard af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
En middelalder-roman om kvinden Hildegard som tilbringer livet i kloster. Jeg må blankt indrømme at jeg gik i stå ca. halvvejs i bogen.  Det var en bog, jeg havde store forventninger til, fordi det var sådan en "alle snakker om".

Jeg synes vist, at den var lidt for stillestående? Jeg har ikke givet op, blot lagt den lidt til side, mens jeg sluger en enkelt krimi ... Jeg vender tilbage til den om et par dage, tror jeg .. ? 



Og til sidst - den krimi jeg er i gang med lige nu -

Genesis af Karin Slaughter

En forfatter, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med, men de seneste år er jeg hoppet med på "krimibølgen" og slugt bl.a. Stieg Larsson, Camilla Läckberg, Mari Jungstedt og Jussi Adler-Olsen.

Men nu havde jeg lige denne liggende på computeren (lydbog fra DR tidligere på året), og selv om den hænger sammen med nogle af forfatterens tidligere serier (hovedpersonerne fra tidligere serier mødes i denne), læste jeg et sted, at man godt kunne starte her - så det gjorde jeg! Jeg er ca nået 1/3 og jeg er ret begejstret. En fin balance mellem nogle troværdige personer og krimiaspektet.

Er spændt på hvordan den fortsætter, og om jeg måske skal kigge efter hendes andre bøger.

Mit sommerprojekt


Når man nu har en dejlig lang sommerferie, så gælder det om at få udnyttet den og lavet noget af alt det, jeg ikke får gjort til hverdag. Sidste år malede jeg vores spisebord hvidt.

Og i år kom turen så til stolene. Til at begynde med, så de sådan her ud - og Mira stikker lige sit kønne ansigt frem  ...

Undervejs i processen deltog det par af kattene også. Den sort-hvide er Domino og den hvide er Trunte. Jeg sværger - hun var hvid, inden jeg begyndte at male !!

Og her er så de to stole med det færdige betræk. Stoffet er købt i Stof & Stil. Jeg synes de er blevet superflotte og jeg er stolt af at jeg har lavet dem selv. Der er i alt seks stole, og de fire andre er godt på vej.

Første spæde skridt i Blogland ...

Ja - her kommer så mit allerførste indlæg på min allerførste blog. Egentlig underligt, at jeg ikke har haft en blog før, for jeg plejer ellers altid at gi' mig i kast med forskellige, netbaserede programmer og muligheder, men jeg har vist aldrig rigtig syntes at mit liv har været interessant nok til at lave en blog ...  

Lad mig med det samme slå fast, at det synes jeg altså heller ikke nu -- måske er mit liv bare så kedeligt, at jeg ikke har bedre ting at tage mig til ?? Eller også mangler jeg bare nogle, at dele mine tanker med? 

Jeg har brugt den seneste tid på at snuse rundt i Blogland, og nu har jeg altså fået mit eget lille hjørne på internettet. Jeg ville gerne ha' et unikt navn, som sagde en masse om mig og mit liv. Det mislykkedes! Navnet endte med at blive Miras Univers. Mira er min 2-årige colliepige, og hendes navn klingede bedre end mit eget.  Jeg hedder Pia, er 37 år gammel og lærer. Det betyder at jeg pt. har sommerferie, og måske dermed for meget tid til at tænke over livet - og oprette en blog?

Ud over Mira bor jeg sammen med en flok katte i et lidt for stort hus udenfor Slagelse med alt for meget plads og have til min smag. Forhåbentlig skal jeg ikke bo her så længe, for huset er til salg - det går dog deprimerende dårligt med salget, så hvem ved, hvornår jeg kommer videre?

I februar blev jeg single efter 20 års forhold, og da jeg havde slikket sårene nogle dage, besluttede jeg mig for at se positivt på det hele. Det er vist en af mine bedste egenskaber, evnen til at se positivt på livet i almindelighed - og nu nyder jeg at være mig selv og gøre som det passer mig - når det passer mig :-)

Størstedelen af min fritid går bag computeren, surfe rundt efter forskellige ting; musik på YouTube, Skype med vennerne, Facebook, undervisningsforberedelse, bloglæsning, Debatten osv. osv. 

Når jeg ikke sidder ved computeren læser jeg bøger - det har dog en tendens til oftest at være i ferierne, hvor jeg så til gengæld læser MASSIVT.

Jeg laver også små boligprojekter, maler møbler osv. Jeg er til den hvide, nostalgiske stil, og efter at være blevet single, prøver jeg at få den romantiske stil mere og mere ind i detaljerne.

Som sagt er jeg lærer, og jeg holder uendeligt meget af mit job og mine "unger". Jeg elsker at undervise og synes at relationerne til børnene er guld værd, både personligt og professionelt. Nogen gange er det hårdt at være i den mediestorm, hvor folkeskolen og lærerne bliver kritiseret fra alle sider, men det bliver alligevel opvejet af, at jeg altid kører glad på job - og glad hjem igen.

Nu må det vist være nok præsentation. Resten skal nok komme hen ad vejen. 

Velkommen til Miras Univers.